Ulla Houe – malerier, bronze, grafik – krydret med sang til ferniseringen

’”Lyset i Ulla Houes nye verden sitrer elegant og intenst, og hun formår heri at sammensmelte øjeblikkene fra erindringens computer til flotte gennemarbejdede værker. Farvegløden er sprællevende, nye, overraskende og ja, endda modige og markante farvesammensætninger viser en seriøs faglig kunnen i top.” Randi Ottesen KUNSTAVISEN
Biografi Efter flere år at have tegnet og malet på fritidsbasis startede Ulla i 1989 med at modtage undervisning på Herning Billedskole hos kunstmaler Knud E. Skov, uddannet på Kunstakademiet København. Undervisningen her var præget af den klassiske malerkunst, nøgenstudie efter model, opstillinger, tegning m.m. og bar præg af Knud E. Skovs egen erfaring under hans lærer i den tid, den kendte Bornholmske maler Lergaard, tilsat en moderne form for kunst pædagogisk undervisning.
Efter ca. 10 år på Herning Billedskole har Ulla Houe modtaget anden form for undervisning, croquis, portrætmaling, samt akvarelmaling af lærere tilknyttet Århus Kunstakademi. Ulla Houes kunstneriske talent breder sig over mange paletter indenfor billedkunsten. Hun tegner gerne croquis og maler både akvareller og ekspressionistisk-abstrakte billeder med olie og akryl. Hun bevæger sig fra naturalismen til det non-figurative alt afhængig af stemningsøjeblikket. Store strøg og klare, dybe farver kendetegner Ulla Houes malerier, som bl.a. er inspireret af ophold i Italien. Man føler sig henledt til en toscansk piazza i aftensolen med en veltempereret chianti i glasset, og det er her Ullas styrke fremtoner. Hun besidder en evne til at opsluge beskueren og inddrage denne i sit univers.
Ulla Houe har med årene spændt vidt, fra portræt til opstilling. Senest dog mest med landskabsmotiver, samt motiver fra Italien, hvor hun en årrække var bosat. Hun arbejder på at udtrykke en expressionistisk-naturalistisk form, nogle gange med en tendens til det abstrakte, især de seneste år.

Erik Lindberg fra Middelfart er detaljernes mester. Hans billeder er detaljerede og fantasifulde, og man kan gå på jagt efter detaljerne. Nogle opdages med det samme, andre kræver tid. “I mit atelier leger jeg med mange lag: Det ubevidste, drømme, seksualitet, fortidens historier og fremtidens billeder. Ideen med mine motiver, er at gøre os til bedre mennesker, og lære, eller forsøge at turde være det menneske, man godt ved man er, men ikke tør tage ansvaret for at være”, siger kunstneren selv.

Jørn Hansen
Jørn Hansen udtaler ”træ er det oftest benyttede materiale, men også glas, drivtømmer og rustent metal er elementer der benyttes. Det er i kombinationer af disse materialer, at motiver, udtryksformer og de rent fysiske bearbejdninger, bliver afsøgt for nye tilgange og eksperimenter. Vinduesglas forekommer i forskellige tykkelser, som skæres, knækkes, stakkes, limes, og på forskellig vis bearbejdes, for at opnå lysvirkninger, facetter, spejlinger og mønstre. Lyset er en vigtig bestanddel i arbejdet. Hvad enten det drejer sig om lysets refleksioner og samspil med glasset, -og skulpturernes overflader, eller når det foregår på et mere symbolsk plan. Land Art er et andet hovedområde, hvor det især er den lokale natur og de naturmaterialer og
forekomster som findes der, som er udfordringen i placering, samspil og udtryk. Det gælder både herhjemme i Danmark og på opgaver i udlandet. Det handler om det organiske i tingene, deres egen indbyggede musik. Det indre liv, som findes i alt, fra stenene i vandkanten, slebne gennem årtusinder, drivtømmeret som har fået karakter af vand, sand og vejr, til det rustne og bearbejdede metal, til træets årer og naturskabte former. Den skulpturelle form og materialernes overflader, -mødet mellem det bløde og hårde og kontrasterne heri, er ligeværdige virkemidler i det æstetiske
udtryk.”
Jørn Hansen har flere smukke permanente skulpturer stående i l Abertslund/Vallensbæk og måske især i Hyldespjældet i Albertslund.

Billedkunstneren Inga Lyngbye Født 1923, uddannet fra Kunsthåndværkerskolen og Rostrup Bojesens Malerskole i beg. af 40’erne. Inga Lyngbye debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1944 og kom derefter ind i Cobra-folkenes kreds, og som
digteren Jens August Schades muse var hun med, da Linien II etablerede sig. Hun har siden illustreret talrige af hans digte, men var i øvrigt med åndsfrænder blandt surrealisterne og Marc Chagall lidt af en outsider i dansk kunst. Gennem årerne udviklede Inga Lyngbye sit eget formsprog i både fotocollager og oliemalerier, og beskriver selv sin kunst som erotisk-metafysisk. Inga Lyngbye tog også portrætkunsten til sig i et moderne udtryk, og malede flere kendte personer, herunder punk-poeten Poul Borum (1934-96). I de senere år, er det især oliemaleriet, hun har arbejdet med, og her er formsproget både lyrisk og underfundigt. Den røde tråd i hendes billedunivers har alle årene været mennesket sat ind i kærlighedens orden – og især uorden. Inga Lyngbye har desuden fungeret som scenograf, instruktør, forfatter, skuespiller m.v.
Susanne Kirsaa Inspirationen til værkerne henter jeg i mine omgivelser, især de mennesker jeg stifter bekendtskab med. Gennem alle mine værker prøver jeg altid at finde ud af, hvad det vil sige at være et menneske. Jeg føler mig i de kreative processer hensat til et ordløst sprog.
En del af Kirsaas arbejde, foruden alle de tusinde selvstændige værker, har været at skabe skulpturer i dialog med og med afsæt i større virksomheders eller institutioners virkeområder. Lave en syntese, en betydning hvor skulpturer og virksomheder/institutioner får en kunstnerisk sammenhæng, skabt i bronze. Kirsaa samarbejder med TDC, Danske Bank, F.L. Smidt, Politikens Hus, Kosan, har ført til større serier med en historie fra det pågældende firma. Ofte i et samarbejde med en udstilling i de respektive kunstforeninger. En af de større og markante skulpturer, er et monument over ”Livets Gåde”, en parafrase på DNA og alt det skjulte og uforståelige i livets kemi. Det står uden for hovedindgangen foran Lundbecks hovedsæde i Valby. Ud over alle disse specielle opgaver, så udstiller Kirsaa sin løbende produktion i de allerstørste kunstforeninger i Danmark. F.eks. Aller, Rias, Mærsk og Nykredit. Ligeså udstiller Kirsaa løbende i gallerier, i Danmark, Sverige, Frankrig og Norge.
23. april til 4. juni fortsætter udstillingen mwd Inga Lyngbye og Susanne Kirsaa på Albertslund Rådhus.
26

Birthe Damgård udtaler selv: ”Jeg laver mine billeder af tekstiler, som jeg klipper eller river i stykker. Stofstykkerne arrangerer jeg og lægger i lag, næsten som i en collage. Efterhånden dukker motivet, stemningen eller handlingen op. På et tidspunkt, når jeg er tilfreds med resultatet, syr jeg det hele sammen med lange kastesting. Stofferne, jeg bruger, er genbrugsting, mønstrede gardin- og silkestoffer og især tyl. Det bruger jeg til at skabe nuancer, dybde og perspektiv i billederne. Mine stofbilleder er inspireret af naturen og landskaber, både i Danmark og i de lande, hvor jeg har været. Jeg holder meget af at vandre ude, og jeg bliver mere og mere opmærksom på lyset og de farver og konturer, der er i naturen, og på hvordan det skifter med tidspunktet på døgnet og årstiderne. Når jeg kommer hjem, prøver jeg at genskabe mine indtryk med stofstykker og tyl. Jeg har arbejdet med stofbilleder i mange år og har udstillet i kunstforeninger og på censurerede udstillinger”

Ida Wieths Both Sides Now kunne opleves i forbindelse med Glasur – Kemi, masse og myte – materialernes muligheder på Hempels Glasmuseum i 2016. Udgangspunktet for udstillingen er materialerne og håndværket med fokus på eksperimentet og det at skabe form. Og det er præcis Ida Wieths æstetiske vision – at skabe kontraster og modsætninger, når hun leger med materialerne; glas, keramik og nogle gange træ.
Dermed udfordrer hun grænserne og finder på nye måder at bearbejde råmaterialernes stoflighed som grundlæggende redskab – og gennem sine taktile sansninger og eksperimenter med materiale og teknik formår hun at udvikle nye unikke udtryk. Ida Wieth fik i 16 en fornem pris - Hempels Glaspris – som kunstneren fra Ebeltoft, der går nye og eksperimenterende veje med sin kombinationen af glas og keramisk materiale. Begrundelsen for juryens tildeling af prisen til Ida Wieth er netop hendes “poetiske og materialeeksperimenterende” afsøgninger. Hempels Glaspris, uddeles til en fremstående
yngre dansk glaskunster, der har gjort sig særligt bemærket. Det er Ida Wieths aktuelle værkserie Both Sides Now, der har udløst anerkendelsen. Og måske er det en gylden glasåre, kunstneren har ramt, for de seneste år har hæderspriserne flydt i en lind strøm: Biennale-nominering i 2015, Kunsthåndværkerprisen i 2016 og sølv ved den internationale glasudstilling i Japan samme år.

Henrik Skorá er billedkunstner og er oprindelig uddannet som arkitekt med afgang fra Kunstakademiet i København 1985.
” Det var, mens jeg gik på akademiet, at det startede med malerierne. Mine malerier er abstrakte og farverige. Efter min afgang fra Akademiet har jeg i mange år beskæftiget mig med billed- og lydtekniske opgaver, og i 2006 skiftede jeg adresse og bosatte mig i Gåbense på Nordfalster, hvor jeg siden har levet som billedkunstner på fuld tid. Det er blevet til mange malerier, udstillinger og udsmykningsopgaver private og offentlige samt i kunstforeninger over hele landet.Motiverne og inspirationen til mine billeder finder jeg stor set i hvad som helst: Naturen, kærligheden, hverdagen, musikken, avisen.. selv en løbetur med en vabel på højre storetå … og så naturligvis farverne i sig selv. De vil noget, og det er dem, der bærer billedet.
Billedets indhold og form er en lille historie eller et udsagn, som jeg bruger billedet til at formidle. Nogle gange er denne historie helt klart og stramt fortalt, men andre gange er billedet sig selv. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, at beskueren får samme tanker som jeg, men at han/hun gør sig sine egne. For når jeg er er færdig med et billede, er det mentalt ikke længere mit, og folk må opleve og forstå mine billeder som de selv vil.”
Helene Søs Schjødts arbejder med porcelænsler og silketryk, i både seriefremstillede brugsting og unika værker. Naturen er en stor del af hendes inspirationskilde og anvendes som motiver på papirstynde porcelænsting. Mønstrene er udviklet igennem tegning og fotografi af botanisk eller grafisk inspiration. For Helene er det vigtigt, at keramikken opretholder den håndlavede karakter, produkterne er aldrig ens og det smukke afspejles netop i de små ”skønhedsfejl”, som produkterne har. Helene er uddannet keramiker fra Kunstakademiets Designskole på Bornholm i 2010 og har haft egen butik og værksted i Svaneke gennem flere år. Med et ønske om at vende hjem til barndomsbyen København, flyttede Helene butik og værksted til Classensgade på Østerbro i 2016.

Ved et første blik på Susanne Pedersens malerier fanges man ind af en overvældende mængde dygtigt gengivet objekter i et og samme billedrum. Alligevel er påstanden her, at Susanne Pedersens maleri dybest set handler om ro og fokus. I et figurativt fortællende univers, hvor billedets forsvindingspunkt eller centrum konsekvent er fraværende i klassisk forstand og hvor alle genstande tilsyneladende er lige vigtige, ses en række dagligdagsgenstande som borde, stole og sofaer. Parallelt hermed optræder maskiner som biler, helikoptere, gravemaskiner, personbiler med mere. Bygninger og mennesker forekommer også, men er oftest gengivet proportionelt mindre end andre objekter. Disse ophobninger af det moderne liv fremvises neutralt, hverken gengivet med negative eller positive accenter, men kælet for i gengivelsen hvad enten det kunstneriske redskab er blyant eller pensel. Opmærksomheden på farver og former, streg og penselføring skal findes i malerens uddannelse indenfor stoftryk og design. For Susanne Pedersen er det ligeså meget fascinationen af mellemrummene i stolens tremmer, som de indholdsmæssige associationer stolen afføder. Oplevelsen af at de enkelte genstande er gengivet ”skulder ved skulder” uden at være i dialog med hinanden, er dog både rigtig og forkert. Rigtig, fordi det er fascinationen, der styrer og forkert, da kunstneren jo ikke er hævet over sin samtid, men orienterer sig mod omverdenen ud fra samme vilkår som andre. I et billedunivers, hvor genstande fra hverdagen trænger sig på uden at en hovedperson, et visuelt fikspunkt eller andet skaber betydning og ro – foruroliges man, som betragter. I malerens billeder synes der ikke at være nogen, som tager én i hånden og skaber betydning eller historie og kunstneren udfordrer på den måde betragteren til selv at finde hoved og hale på det sete.

Michael Sasserson

Når man skal sætte ord på Michael Sasserson og hans gudeunivers, kan det være rigtig svært at finde præcis de ord, der rammer ind i hjertet, som hans personlighed og fortælleevne gør det. Han er en meget opmærksom kunstner, som tænker dybt, og med en uovertruffen fortælle glæde betager han fra første møde, fanger med sine spændende beretninger fra mytologiens verden, og hans fantasifulde og smukke skulpturer visualiserer og understreger historierne. Selvom tankerne til hans værker stammer fra fordomstid og udspringer fra gamle sagn, formår han at koble historier fra mytologien sammen med nutiden, så indholdet pludselig giver en anden forståelse, en mere håndgribelig virkelighed. Som i hans lille fortælling om træalfen, der sidder i den gamle trærod og begræder menneskets dumhed og den måde, de behandler naturen på - knugende det sidste lille frø, så han, når mennesket har ødelagt det hele, kan plante frøet og genopbygge verden på ny.
Michael Sasserson er en meget spændende og nærværende kunstner, og man mærker en dyb og oprigtig lyst i ham til at skabe og fortælle. Den kraftige ild brænder i ham, og han arbejder gennemført fra ideen, tanken og fortællingen bag skulpturen til helheden og udtrykket i den færdige udformning. Han besidder en vikings råstyrke og urkraft, men med følsomheden og kærligheden gemt i sin brystlomme. Netop de modpoler formår han at sætte op mod hinanden og forene i sine skulpturer, så fortællingen og udtrykket står kraftfuldt og stærkt, mens indtrykket vi får, er æstetisk og sensibelt. Af Kirsten-Marie Hedeland, gallerist og skribent ved Kunstavisen.

 

Der er Fernisering den 2. juli kl. 15.00 på Albertslund Rådhus

 

Når man passerer den utraditionelle blå træport ind til huset i Brønshøj, er man ikke i tvivl – man er på vej ind i et specielt univers. Bag hækken gemmer der sig utallige indtryk i alverdens materialer og farver. Grønkål, der vokser på lange pinde, stenskulpturer med ansigter, farvede snore og plastikdimser, utallige træskibe og collager lavet i genbrugsmaterieler. Lige inden dørklokken hænger der en collage med et rustent rivejern. Jørgen Schlosser er kunstner – men selv kalder han
sig bare tingfinder. Jørgens Schlosser har altid været kreativ – faktisk så længe han kan huske. Når de andre i familien spillede kort, sad han og tegnede som barn. Han har altid været drevet af at skabe noget, og der går ikke mange minutter på en dag, hvor han ikke er i gang med et eller andet kreativt. Han er uddannet maler, men arbejdede i en årrække på redaktionen hos magasinet Boligliv, hvor han var alt-mulig – eller gør-det-selv-mand. Han har altid kreeret. Både på job og privat.
- Jeg ligger kun stille, hvis jeg er syg. Jeg har mange idéer hele tiden, fortæller Jørgen Schlosser, der har bunker og kassevis med alverdens tingfinder-ting. Potteskår, udklip, vragdele fra stranden, snore og udefinerbare tingester, som mange nok ville betragte som det rene skrammel, hvis de så det. Men for Jørgen Schlosser er kasserne det rene kisteguld. Jørgen Schlosser fortæller om sig selv: Som dreng skar jeg skibe — Det er ikke helt rigtigt, men jeg har altid tegnet og malet – og har aldrig haft travlt med at blive voksen.

Rasa D. Olesen er født i Litauen og uddannet i læderkunst i Litauen. Uddannet på Tallinn Kunstakademiet i Estland. Ægteskabet bragte hende til Danmark, hvor hun begyndte at udstille sine tegninger i 2010.
Hun arbejder med tusch, stiftblyant, vandfarver, farveblyanter på papir og masonitplader. Tegningerne domineres af sort/ hvid, og farverne bruges til at forstærke ideen. Billederne er figurative og meget detaljerede.
Når man spørger hende, hvor inspirationen kommer fra, svarer hun, at inspirationen kommer fra hverdagen. Et hørt ordsprog, et velklingende, sigende citat eller udtryk, et eventyr, bibelske tekster og brudstykker fra pop- og rocksange, kan blive starten på et billede. Hendes yndlingsområde er dog hverdagen. “Hverdagen” og de let genkendelige menneskers drømme og underbevidsthed bliver udtrykt gennem symboler, metaforer og allegorier. Hun bruger det til at fortælle historier om livets skrøbelighed, troen, lykken, synderne, kærligheden og alle de store livsområder.
Hun bruger lang tid til at gennemtænke ideerne. Nogle gange kommer det dog pludseligt og billedet skabes på få dage. Andre gange går der op til et år, før ideen når det færdige resultat.

 

Viveca Møller fortæller selv: ”Jeg er ”verdensborger”. Jeg blev født og voksede op i Helsingborg, Sverige. Jeg har en ph.d. i børnepsykologi fra Københavns Universitet. Jeg har boet i Danmark i mere end 30 år. Efter nogle år i London deler jeg nu min tid mellem vores hus i Provence og Danmark.
Jeg har været en kreativ kunstner siden midten af 80’erne. Det hele begyndte med decoupage. Senere begyndte jeg med mosaik og glasmaleri. Fra slutningen af 90’erne føjede jeg billedetæpper og akryl malerier til mit kunstneriske repertoire - opmuntret og inspireret af min ven og mentor Jacqueline Hauser. For nogle år siden skiftede mit fokus tilbage til decoupage, men nu i form af glasdecoupage. Jeg var fascineret af tanken om at gå videre fra den todimensionale verden for at udforske de muligheder for at skabe rum, der også er forbundet med decoupage.
Under mine mange rejser over hele verden - især til Japan, Kina, Indien, Finland, Irland og Italien, har jeg fået mange indtryk, som har påvirket min kunst. Mine motiver er inspireret af samtidskunst og antikviteter fra Østen og Vesten - men først og fremmest af mit liv i hjertet af Provence med de unikke farver, landskaber og stemninger.”

26. november til 14. januar fortsætter udstillingen med Rasa Dzimidaviciute Olesen og Viveca Møller på Albertslund Rådhus

Fortælling og billede ”Historier i mine billeder? Slet ikke!” svarer Pia Fonnesbech, når man spørger efter en fortælling i hendes billeder. Men måske tager hun fejl. En fortælling er ikke bare - som traditionen og vanen tilsiger - en sammenhængende fortælling med en pointe og et afrundet forløb. En historie kan meget vel lige så meget være et glimt, et brudstykke eller et fragment. En historie kan være en stemning, en sansning, et udtryk, der står prægnant foran os, som en gestalt. Historier er der netop at finde i hendes billeder. Også i traditionel forstand. I hvert fald i hendes portrætter, selv om også de er båret af et stærkt farvemæssigt udtryk. Så meget, at man ofte kan sige, at det aktuelle portræt er et godt påskud for at lade farverne folde sig ud.
Det næsten usynlige I sine portrætter genopliver hun en tradition, som vi har set flere gange tidligere i kunsthistorien. Hos fauvisterne, men også hos mere ekspressionistiske malere, hvis portrætter snarere viser den psykiske energi omsat i farver end den akkurate gengivelse af personens fysiognomi. Stærke og intense portrætter af personer, hvis udstråling ligger i farvesætningens dynamik. Fonnesbech har f.eks. malet et portræt af Billie Holiday, tilsyneladende tæt på det skabelonagtige, men med både sprøde og intense farver, der karakteriserer den store gamle bluessangerinde. Pia Fonnesbech ved godt, at ethvert godt maleri fungerer i et krydsfelt mellem det sete og det usete – mellem det nærværende og det næsten usynlige. I det gode maleri fortsætter beskueren selv med at føre visse af penslens strøg videre.
Lige så fyldte Pia Fonnesbechs malerier er, lige så få genstande rummer de, når man kigger nærmere efter. Et par frugter her, en kande der. Værkerne tilhører en lidt ugleset genre, som har optaget Pia Fonnesbech i mange år. Nature morte eller stilleben, den kunsthistoriske betegnelse for opstillinger af døde genstande, har siden antikken rangeret lavere end skildringer af menneskets historie og bedrifter. Fonnesbech placerer sig raffineret et sted mellem abstraktion og figuration. Birgitte Agersnap, Skovhuset 2013

Kirsten Holm skaber objekter, ofte af form som lågkrukker, der nærmest synes at vokse frem af de danske kystlandskaber. Hun samler sten, fossiler og østersskaller og bygger sine keramiske former op omkring disse naturgaver, sådan at resultaterne er sammensmeltede enheder af keramik og strandfund. Kunstneren former og udfører sine keramiske overflader sådan, at de hænger sammen med og videreudvikler de mønstre og strukturer, der findes i de indsamlede naturmaterialer. For at kunne gøre dette, har hun udviklet en sand ekspertise inden for RAKU- og MUFFELbrænding. Kirsten Holm har deltaget i et stort antal udstillinger og solgt til bl.a. Statens Kunstfond. Hun er repræsenteret på Keramikmuseum Berlin og på Danmarks Keramikmuseum, Grimmerhus.” (nu CLAY) Lise Seisbøll, (tidl.) Direktør, Danmarks Keramikmuseum. Kirsten Holms keramiske arbejder har det visionære, det fiktive og det gådefulde i sig. Hun står med sit forfinede, dybt personlige og afklarede formsprog markant i dansk nutidskunst med værker, der har stoflighed og skønhed som stærke spor i sig. Hun har en yderst forfinet og æstetisk formsans, og med sin suveræne tekniske formåen skaber hun keramiske værker, hvor følsomme naturfortolkninger bliver som et partitur, der på forunderlig vis sammenkæder kultur og natur. Kirsten Holms keramiske værker er dansk nutidskunst i mesterklassen. Lars Lisberg. (Tidligere anmelder ved Kunstavisen.)